Ved at indgå i en eller flere netværksgrupper kan du målrettet udvide dit eksisterende netværk. Netværksgrupper er blevet en integreret del af vores samfund. I dag er det almindeligt at man er med i flere forskellige typer af netværksgrupper, da ingen gruppe kan opfylde alle de behov en moderne leder har i dag.
Valget af netværksgruppe er en disciplin i sig selv. Ofte foregår det sådan, at en person i dit netværk anbefaler dig at deltage i et netværk. I virkeligheden svarer det lidt til, at du går til optikeren for at få nye briller, og optikeren siger: ”Her, prøv mine – de har virket for mig i årevis”. Selv velmente anbefalinger bør overvejes kritisk i forhold til, hvad dine personlige behov og mål er.
Uanset hvilken netværksgruppe du vælger, vil vi anbefale, at det er ud fra dine egne kriterier. Hvis valget har været dit eget, vil du føle større ejerskab, og derved er chancen for, at dit medlemskab bliver en succes væsentligt større.
Hvad vil du gerne opnå med en netværksgruppe?
Start med at tænke over, hvad du gerne vil opnå med din netværksgruppe. Som i masser af andre professionelle sammenhænge er det væsentligt ”at starte med slutningen”.
Altså: Hvilke mål skal netværket være midlet til at nå?
Jo mere konkret du er, desto lettere bliver det at gå igennem udvælgelsesprocessen af forskellige typer netværk. Målene kan være meget forskellige – nedenstående liste er et udsnit af de mål, vi har mødt i netværkssammenhænge:
- Forretningsudvikling
- Inspiration
- Markedsføring af produkt
- Personlig udvikling
- Udvikling som leder
- Faglig udvikling
- Konkret løsning af projekt
- Socialt sigte
Der er naturligvis utallige kombinationer af ovenstående og andre formål.
Vores egne ledernetværk
I Stadil Advice driver vi i eget regi ledernetværk – og vi faciliterer netværksgrupper for andre udbydere. Vi har stor erfaring med at facilitere netværksgrupper, da vi har gjort det i mere end 15 år. Derudover underviser vi i at starte netværk op og facilitere dem, og vi har en erfaringsbaseret værktøjskasse med øvelser, som vi underviser i at bruge.
I Stadil Advice har vi to typer af netværk. Vores ledernetværk er designet således, at man kan veksle mellem de to typer af netværk, alt efter hvad ens ambitioner og ønsker er for året.
Det væsentligste udbytte fra netværkene
“Mit væsentligste udbytte fra netværket (SAL20) er at kunne sparre med de eksterne indlægsholdere og få dem for sig selv. At få adgang til f.eks. Alfred Josefsen i 3 timer eller en Sven Kolstrup med hans enorme erfaring fra IT-branchen og et langt levet liv. Jeg kan lide den intime tilgang, at man kan gå ind i diskussionerne, og at der er plads til det.
– Deltager på Stadil Advice Ledernetværk
At møde mennesker med en tung erfaring, som er gode at kende til. At få indsigt i, hvordan de bruger 20-30 års erfaring, selv forholde sig til hvad der stadig er brugbart, samt hvad der er forældet. Hvordan vil det se ud om 10 år? Efter mødet med Alfred Josefsen blev jeg bekræftet i, hvor vigtigt det er at stå stærkt i sit eget lederskab – det bliver vist aldrig forældet.”
“Mit væsentligste udbytte fra netværket (SAX19) er helt klart at have folk, som er ligesindede, at vende sine problemstillinger med. Et er mine sager og cases, noget andet at høre hvad andre har af udfordringer og være med til at give fedback. I og med at der er fortrolighed, og vi har fællesskab, betyder det at vi gerne vil hjælpe. Dermed er der ikke så meget: ”Hør mig”. Jeg er meget glad for mit netværk.”
– Deltager på Stadil Advice Executive Network
Hvad kan jeg tilbyde de øvrige deltagere?
Efterhånden som dit beslutningsgrundlag snævrer ind til nogle få realistiske muligheder, kommer den egentlige lakmusprøve: Hvad kan du tilbyde de øvrige deltagere?
Kig på netværkets formålsparagraf og deltagerne, og overvej, hvordan du kan bidrage. Igen er det afgørende, at du kan se nogle muligheder for at give, for det er sådan, du gør dig selv attraktiv i forhold til at blive modtager.
Du kan tilbyde viden af f.eks. faglig eller markedsmæssig karakter, referencer til dit eget netværk, økonomi eller noget helt fjerde. Der behøver ikke nødvendigvis være et sammenfald mellem, hvad du giver, og hvad du modtager, det vigtige faktum er blot, at du både giver og modtager.
Hvad kan de øvrige deltagere tilbyde mig?
Det er naturligvis af stor betydning at gennemskue, hvorvidt de andre deltagere kan bidrage til dine ønsker. Som regel får de fleste en fornemmelse af dette allerede på første netværksmøde.
Hvordan og hvornår vil jeg afgøre, om netværket er en succes for mig?
Når du kender dit mål med netværket, er det relativt let at opstille dine succeskriterier. I farten kan det være nemt at glemme at opstille sine succeskriterier, fordi ”det jo går meget godt”. Når det så er tid til evaluering efter f.eks. et halvt eller helt år, kan det være svært at afgøre, hvorvidt man kan erklære sig tilfreds eller ej. Så vær helt klar på tidspunkt og kriterier.
De store gevinster kommer ofte i det lange løb, når der er opbygget så meget tillid deltagerne imellem, at de kan stå inde for hinanden.
Rigtig god fornøjelse med dit valg – Du er altid velkommen til at kontakte os for rådgivning i forhold til valg af netværk, der passer til dig og dine behov.