Du har måske hørt om Cold Hawaii, men ved du, at der ikke er tale om ét surfspot, men 30 surfspots på Danmarks Nordvestkyst?
Det ligger i Thisted Kommune på en strækning fra Hanstholm i nord til Agger Tange i syd. Det hele begyndte, da Rasmus i juli måned 2005 satte sig ved bordet over for bestyrelsen i den lokale surfklub i Klitmøller.
Det var ikke for at drikke den lunkne kop kaffe, der stod foran ham. Anledningen var et stort anlægsprojekt øst for Hanstholm Havn. Projektet ville, hvis det blev gennemført som planlagt, ødelægge et af Nordeuropas bedste surfspots.
Rasmus var og er stadig surfer. Han boede på daværende tidspunkt i Odense, hvor han også havde haft sin studietid. Det var blevet til en bachelor i Idræt og Sundhed og et hovedfag i filosofi.
I tiden efter havde han forsøgt at kombinere det med et ønske om at arbejde professionelt med strategisk kommunikation. Det var op ad bakke: Omkring 200 ansøgninger og én samtale om et job, som han ikke fik. Det var, hvad det var blevet til.
“I det lys var projektet øst for Hanstholm Havn en mulighed. Der var en klokkeklar konflikt, med interesser fra alle sider”, siger Rasmus.
Løsningen lå et sted i spændingsfeltet mellem surferne, hvor de fleste var spredt ud over det meste af Nordeuropa, borgerne i Hanstholm, havnen og et erhvervsliv med afgørende betydning for kommunen, Hanstholm Kommune og Viborg Amt.
“Det var den perfekte træningsgrund og en mulighed for at bevise mit værd”, siger Rasmus med et smil.
”Manden fra Odense”
På daværende tidspunkt var det lokale surfmiljø i Klitmøller meget småt. En del af det sad der i klubhuset på den modsatte side af bordet og stirrede måbende på Rasmus.
For dem var han bare en mand fra Odense, som netop havde spurgt, om han ikke på vegne af surfmiljøet måtte tage al slæbet med at forsøge at skabe og lede en konstruktiv stemme og bevægelse i konflikten på Hanstholm Havn.
Og sådan blev det: I dagene efter stiftede Rasmus en forening. Omdrejningspunktet var ikke et “enten havn eller surfing”, men et “både havn og surfing”.
“Vi ville vise, at vi ved at arbejde sammen og tænke os om kunne skabe en situation, hvor vi i fællesskab både sikrede optimal erhvervsudvikling på Hanstholm Havn og bevarede et af Nordeuropas bedste surfspots”, siger Rasmus.
De fylder for meget, og ”de” er surferne
Dengang var Cold Hawaii kun kendt blandt en mindre gruppe af surferne, som med et glimt i øjet kunne finde på at sige, at Vestkysten i Thy var som Hawaii bare koldere.
Surfing var en ting, de fleste forbandt med Klitmøller syd for Hanstholm. Det var her de første surfere ankom i slutningen af 1970’erne. Få år forinden var byens erhvervsfiskere flyttet til Hanstholm Havn, der blev indviet i 1969.
De fleste borgere anså havet for et farligt sted. Det var med god grund. Gennem generationer havde det givet, men også taget liv. Tog man på havet, var det af nødvendighed.
“Det stod i skærende kontrast til surferne. De tog på havet for sjov. Jo vildere, jo bedre”, siger Rasmus. “De så anderledes ud, opførte sig anderledes og så var der mange af dem. De festede, stjal pigerne og boede i bilerne. De blev ret hurtigt til en gruppe, som i de lokales øjne fyldte for meget og bidrog med for lidt”, konstaterer Rasmus.
En både-og-løsning
På få uger fik Rasmus samlet en hård kerne af frivillige, som var klar på at hjælpe, og den nystiftede forening fik hurtigt over 1000 medlemmer.
Sammen med en lokal programmør lykkedes det på kort tid at fremstille et system, som gjorde det muligt at igangsætte en online crowdfundingkampagne.
Gennem kampagnen fik de på få dage indsamlet 120.000 kr. De blev brugt på at hyre ingeniørfirmaet NIRAS, som skulle undersøge, om det rent faktisk var muligt at skabe det, Rasmus døbte “en både-og-løsning”.
Syv uger efter kom NIRAS tilbage med en rapport, som viste, at det kunne lade sig gøre. Faktisk kunne man ved at rykke havnens projekt længere mod vest skabe et bedre projekt for havnen.
“Det gav et helt andet afsæt for det, der blev til en konstruktiv dialog med havnens interessenter og sidenhen Hanstholm Kommune”, siger Rasmus.
Deraf opstod overvejelser om det potentiale, surfing repræsenterede inden for turisme, bosætning og kommunens omdømme i det hele taget.
Det var i den forbindelse, at Rasmus foreslog en masterplan for Cold Hawaii.
Vendepunktet
Som sagt så gjort: I 2007 afleverede Rasmus masterplanen til borgmesteren for det, der med kommunalreformen var blevet til Thisted Kommune. Det blev vendepunktet i en udvikling, hvor han tillige har spillet en stor rolle.
Fra 2010 var Rasmus i centrum for en lang række internationale begivenheder med surfing som omdrejningspunkt, som blev brugt til at sætte spot på områdets stedbundne kvaliteter.
Han var ligeledes involveret i tilblivelsen af HF Cold Hawaii og dermed en uddannelse, hvor unge mennesker fra det ganske danske land får en HF samtidig med at de bor og surfer i Klitmøller.
Han var med, da ideen om et rehabiliteringssted for veteraner med PTSD baseret på surfing blev til. Stedet beskæftiger i dag over 40 medarbejdere og har i dag bl.a. en kontrakt med det danske forsvar.
Sidst men ikke mindst har han været medinitiativtager og investor i en række ejendomsudviklingsprojekter i Klitmøller. Sidstnævnte er i dag kendt i det ganske danske land og udland som hovedstaden i Cold Hawaii.
Projekterne har medvirket til markant vækst. Før Cold Hawaii boede der 780 mennesker i Klitmøller. I dag bor der 1300.
Det uendelig spil
Det er over 20 år siden, Rasmus gik ind i projektet i Hanstholm. Et år efter flyttede han til Klitmøller med sin familie. Der bor han den dag i dag.
Set i bakspejlet er det ikke masterplanen eller de enkelte projekter, Rasmus fremhæver som det væsentlige ved det, han har været igennem.
“Til at begynde med, var jeg en, der stillede mig op på ølkassen. Jeg skrev læserbreve og argumenterede højlydt for min sag. Jeg var en værdikriger, om man vil, én der kæmpede stædigt for at overbevise andre. En der ville vinde”, siger Rasmus.
Det har ændret sig:
“Mit lod er ikke så meget at overbevise andre. I sidste instans er jeg jo det, jeg gør, og medvirker til, og så må verden vurdere, om det er værdifuldt eller ej. Jeg har måske udviklet mig til det, man kunne kalde en værdisniger“, siger han, og uddyber:
“Arbejdet med steder og lokalsamfund er ikke et endeligt spil. Der er ikke faste regler, et start- og sluttidspunkt, vindere og tabere. Målet er at holde det i gang. Det stopper, når vi ikke vil, kan eller orker længere. Det er et uendeligt spil”, siger Rasmus, og fortsætter:
“Når det går galt, er det ofte, fordi vi tror, at vi spiller et endeligt spil og dermed, at det kun handler om at vinde. Ser vi sådan på det, er verden sort-hvid, rigtig og forkert, kun det ene eller det andet, dem og os, og vi skal bare lige når dertil, så bliver alt godt”, konstaterer Rasmus:
“Sådan er det ikke. Verden stopper ikke, og derfor er den næsten altid et både-og. Accepterer vi det, bliver det hele ikke nødvendigvis nemmere, men i det mindste muligt, at skabe noget, som giver plads til flere og mere”, siger Rasmus og slutter:
“Det spil handler ikke om at stille sig op på en ølkasse for at vinde debatten. Det handler om at stå op hver morgen og gøre sit bedste.”
Refleksionsspørgsmål til dig:
Hvor mange af de store forandringer i dit liv eller din virksomhed er startet med, at du sagde ja til noget, du ikke havde en plan for?
Hvornår har du sidst vendt en trussel eller en modstand til et fælles projekt i stedet for en kamp?
Hvad i Rasmus’ historie får dig til at tænke på, hvor ligegyldige karriereplaner kan være?
Jane Hahn er partner i Stadil Advice og står bag interviewet med Rasmus Johnsen. Hos Stadil Advice bruger vi en del tid på at opsøge de mennesker, der virkelig rykker noget, rollemodeller, der har omsat en idé eller en overbevisning til noget, der rækker ud over dem selv. Det er den slags mennesker og historier, vi gerne vil dele. Rasmus er et af de klareste eksempler, vi er stødt på.
Dette er artikel 1 ud af 3 artikler om Rasmus Johnsen.
Læs også artikel 2: Fra jernmarker til råderummet og artikel 3: Filosoffen i bestyrelseslokalet.
