De fleste bestyrelser har sjældent et reelt dilemma. De har en beslutning, de ikke tør tage. Det mener Rasmus Johnsen, formand for Fonden Kvadderkjær, og han har tre spørgsmål, der kan få en bestyrelse videre. Dem vender vi tilbage til efter en værdiintroduktion:
”De er som tæer, man lægger først rigtig mærke til dem, når nogen træder på dem”, siger Rasmus med et smil, da jeg spørger, om han kan sætte ord på sine værdier.
Han sidder stille en stund og følger så op: ”Eftertænksomhed, ydmyghed og mod. De to første falder mig naturligt. Den tredje kræver ofte, at jeg tager mig sammen.”
Rasmus er formand for Fonden Kvadderkjær, som driver Surfgaarden i hhv. Stagstrup og Agger i Thy. Begge steder er godkendt af Socialtilsynet.
Surfgaarden blev etableret i 2020 med det formål at hjælpe mennesker, der har været udsat for en eller flere hændelser af livstruende eller voldsom karakter og som sidenhen har udviklet den psykiatriske sygdom posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD).
Afdeling Stagstrup henvender sig til mennesker med forskellige erhvervsmæssige baggrunde, dog med særlig ekspertise og erfaring indenfor veteraner, politifolk og fængselsbetjente. Afdeling i Agger er forbeholdt veteraner og drives i et tæt samarbejde med Veterancentret.
De tre spørgsmål
Vi har talt sammen et stykke tid. Det er lykkes mig at tænde filosoffen i Rasmus, ved at dykket ned i emnet ”dilemmaer i bestyrelseslokalet”. Vi er enige om, at værdier spiller en rolle i måden, hvorpå vi håndterer et dilemma.
Jeg spørger ham, hvor ofte han oplever dilemmaer i bestyrelsessammenhænge. ”Sjældent”, svarer Rasmus. ”Min erfaring er, at det for det meste handler om mangel på mod til at træffe den rigtige beslutning”, siger han.
”Dermed siger jeg også, at det løbende er en opgave at sørge for, at mangel på eftertænksomhed, frygtsomhed og i værste fald fejhed ikke forklædes som et dilemma”.
Han fortæller mig, at han, når det en sjælden gang hænder, forsøger at påvirke samtalen med afsæt i tre spørgsmål:
1) hvad ville vi gøre, hvis ikke vi var bange?
2) er der balance mellem selvtillid og kompetence? og
3) hvad er principperne?
Hvad ville vi gøre, hvis ikke vi var bange?
Første spørgsmål er ifølge Rasmus det vigtigste: “Jeg mener, det er Maya Angelou, der har sagt, at mod er alle andre dyders forudsætning. Frygter vi, kan vi ikke være sandfærdige, venlige, gavmilde, barmhjertige eller ærlige,” siger han og fortsætter: ”Jeg er tilbøjelig til at give hende ret.”
Derfor mener Rasmus, at det rigtige svar på mange svære spørgsmål ofte starter med, at man fuldfører sætningen: ”Hvis vi turde, ville vi… ”
Er der balance mellem selvtillid og kompetence?
Andet spørgsmål handler om at undgå et af to onder. Det første er at tro, at vi ved mere, end vi rent faktisk ved. Det andet er ikke at stå ved, at vi rent faktisk ved bedre.
Det refererer til det, der også kaldes Dunning-Kruger-effekten, som er en helt klar tendens til, at dem, der ikke ved alverden om et emne, overvurderer sig selv, mens dem, der rent faktisk ved noget, har en tendens til at undervurdere sig selv.
Rasmus henviser til en fortolkning af netop Dunning-Kruger-effekten, hvor det at tilegne sig viden om et emne portrætteres som en rejse, der starter ved foden af det, der kaldes “Dumhedens Bjerg”. I den situation ser vi ikke alt det, vi ikke ved.
Det går stærkt med at nå toppen, som er, når vi fejlagtigt tror, at vi ved alt. Det stopper, når vi fra toppen af bjerget får øje på “Fortvivlelsens Dal”, som er det, vi ikke kunne se, da vi var på vej op. Når det sker, dratter vi ned i dalen.
”Herfra og frem er der to muligheder”, siger Rasmus. ”At give op eller tage den svære vej op ad det, der også kaldes “Oplysningsbakken” for at nå “Bæredygtighedsplateauet”, som er når selvtillid og reel kompetence inden for et område er i balance.”
Derfor mener han, at vi i svære situationer med fordel kan stille os selv spørgsmålet: Hvor på dumhedens bjerg befinder vi os, eller har vi passeret det?
Hvad er principperne?
Det tredje spørgsmål handler om at være opmærksom på det generelle i det specielle. Det er som regel ikke nok, at det, vi beslutter, virker i det konkrete tilfælde.
Ifølge Rasmus står vi stærkere, hvis det, vi mener i en given sag, også kan udtrykkes som et princip, og dermed noget, som kan guide os i alle andre lignende situationer.
I lighed med de øvrige spørgsmål er det sjældent, at det er nødvendigt. Men en gang imellem er det godt at stille sig selv spørgsmålet: Hvad er det, vi mener generelt, hvis vi mener eller siger dette om den konkrete sag, og kan vi stå inde for det?
Tilliden i rummet
Spørger man Rasmus, hvad han selv tænker, når han sætter sig for bordenden som formand, er svaret ikke det, man måske ville forvente.
“Jeg tænker, at jeg for det meste ikke er den klogeste. Min hovedopgave er derfor at medvirke til at skabe et tillidsfuldt rum. Uden det kan vi ikke have de samtaler, vi skal have, og træffe gode beslutninger,” siger han og tilføjer: ”Jeg bliver gang på gang overrasket over, hvor svært det er.”
Ifølge Rasmus kan man ikke bare erklære, at rummet er tillidsfuldt. ”Sådan fungerer det selvfølgelig ikke. Det sidste kræver vilje og mod til at udvise og tage imod tillid. Det opstår, når vi bliver sat på prøve og består”, slutter Rasmus.
Refleksionsspørgsmål til dig:
Står du i et reelt dilemma lige nu? Eller er det i virkeligheden mangel på mod, der er klædt ud som ét?
Hvad ville du gøre, hvis du ikke var bange? Er det et specielt område, du kan øve dig indenfor?
Jane Hahn er partner i Stadil Advice og står bag interviewet med Rasmus Johnsen. Hos Stadil Advice bruger vi en del tid på at opsøge de mennesker, der virkelig rykker noget, rollemodeller, der har omsat en idé eller en overbevisning til noget, der rækker ud over dem selv. Det er den slags mennesker og historier, vi gerne vil dele. Rasmus er et af de klareste eksempler, vi er stødt på.
Dette er artikel 3 ud af 3 artikler om Rasmus Johnsen.
Læs også artikel 1: Cold Hawaii – historien bag historien og artikel 2: Fra jernmarker til råderummet
