FORORD:
For Mathilde Ive fra Signifly Danmark blev det et møde med Christian Stadil og Jane Hahn, der fik hende til at overveje, om hun skulle melde sig ind i et ledernetværk.
Kort tid efter det møde blev hun udpeget som Managing Director for sit firma. Og så gav det pludselig mening at blive en del af Stadil Advice Ledernetværk.
At blive leder var som en drøm, der gik i opfyldelse
”Det var absolut en drøm, der gik i opfyldelse, da jeg fik overdraget rorpinden som Managing Director i Signifly med ansvar for vores operationer i København og Oslo. Jeg er glad for at være i Signifly Danmark. Det er en virksomhed, hvor jeg tror på vores formål, og hvor vi skal hen. Men det er også et sted, hvor jeg tror, at jeg kan være med til at gøre en forskel. Derfor var det ikke en svær beslutning for mig at sige ja til at blive leder. Men det er jo også en rolle, hvor man ikke ved, hvad der ligger foran en. Det lærer man. Det har erfaringen lært mig.
Jeg tror, Christian og jeg mødtes på det helt rigtige tidspunkt. Både i forhold til, at jeg var spændt og klar til udfordringen. Men også i forhold til alt det, jeg har fået med mig i dag, og som jeg ikke kunne forudse for et år siden. Christians nysgerrige spørgsmål fik mig til at reflektere over min rolle som leder og menneske. Og om de potentialer, udfordringer og den læring, der lå i opgaven.”
Ny og ung leder i en global virksomhed
Som ung og ny leder i en global virksomhed med ansvar for de to største kontorer i Danmark og Norge, havde Mathilde Ive brug for at kunne trække på erfaringer fra andre erfarne ledere. Efter samtalen med Stadil Advice kunne Mathilde se, at SAL-netværket kunne opfylde det behov. Her kunne hun netop få adgang til den erfaring og den erfaringsbase, som en leder, der har været leder i mange år, har.
”Igennem hele min karriere har jeg haft berøring med at lede mennesker op imod en vision. I både Adidas, som er en stor global virksomhed. Og i nationale firmaer som Berlingske, BT og Statens Museum for Kunst. Men nu fik jeg den personalemæssige del og det fulde ansvar for top- og bundlinjen. Jeg følte, at jeg havde mange ting med i værktøjskassen. Men det nye i den rolle, som jeg trådte ind i, var at få det kombineret og stå på mål for det som leder og angive retning for, hvor vi skulle hen.
Her et år efter har jeg fået bekræftet, at der er noget omkring det der med ledelse som håndværk og alle de dynamikker, der foregår nede under den teori, der også ligger bag. I SAL-netværk kunne jeg møde nogle erfarne mennesker, og se båndbredden af ledelse som håndværk. Det behøvede ikke at være så branchespecifikt.”
Fra en analog til en digital virkelighed
Signifly Danmark arbejder med digital transformation. De hjælper virksomheder, NGO’er og offentlige instanser med at løfte sig fra en analog virkelighed til den digitale virkelighed. Det kan være, når vi som borgere skal lære at tilgå vores kørekort, sundhedskort eller coronapas fra et fysisk kort til at finde det på en app. Der ligger en masse udfordringer i den øvelse, som først og fremmest handler om det sikkerhedsmæssige. Men så kommer alt det, der skal gøre det så brugervenligt, at man nemt kan “onboarde” Hr. og Fru Jensen. Det kræver en del dygtige eksperter og specialister, der kan forstå kundens behov og udvikle de produkter.
”Det er spændende og enormt fedt at få lov til at være leder for sådan en gruppe. Jeg er ikke direkte leder for alle vores specialister. Jeg har et rigtig dygtigt ledelsesteam i København. Min rolle er, at vi skal skabe et miljø, hvor vi har plads til folk, der skal være omstillingsparate. Fordi det er ikke bare noget, vi siger for sjov. Det skal man.
Der kommer en kunde ind den ene uge. Den næste uge har du en helt anden kunde. Med et helt andet behov. En helt anden rejse. Nogle gange går der måneder imellem. Nogle gange er det dagligt. Nogle gange er det ugentligt. Og det kræver, at man også kan give ro til specialister. Til de kan dykke ned. Komme op. Resette. Dykke ned igen. Det gør også, at jeg skal skabe et meget specielt miljø. For også at kunne fastholde dem. Udvikle dem. Og skabe muligheder for at dygtiggøre dem.”
En ung virksomhed på vækstrejse
For at kunne lande godt i sin nye rolle som Managing Director fik Mathilde Ive stor hjælp fra både sin partnergruppe og sin ledergruppe i København. Det flade hierarki gjorde det også nemt for hende at sparre med de andre i virksomheden. Men Signifly Danmark er en ung virksomhed på vækstrejse og har planer om at udvide til nye markeder. I den forbindelse har Mathilde Ive virkelig brugt SAL-netværket.
”Vi vækster meget – også globalt. Der er nogle organisatoriske og strukturelle udfordringer, som andre også har stået over for før os. Og som vi står over for nu. Der er det enormt spændende at høre, hvad andre har gjort. Hvilke erfaringer har de? Hvilke fejl har de lavet? Eller hvad er gået rigtig godt? Og så kan man selv tænke: … Okay, du er jo i advokatbranchen. Det er måske ikke én til én. Men der er alligevel nogle erfaringer her. Nogle menneskelige erfaringer, som jeg kan nikke genkendende til. Der har jeg brugt netværket til at få input og sparring, så vi ikke behøver at opfinde hjulet selv.”
Du skal være aktiv for at få størst udbytte af dit netværk
Det at kunne bruge et netværk som Stadil Advice Ledernetværk kræver en læring. Man kommer ind i et netværk med folk fra vidt forskellige brancher, kulturer, erfaringer, aldre og holdninger. Nogle har været med i mange år, andre er kommet til for nyligt. For at kunne få det bedst mulige udbytte af netværket kræver det, at man er aktiv. At man byder ind og deler ud af sine udfordringer og sejre. Også som ny. Man får ikke lov at putte sig.
”SAL-netværket er et godt sted at være. Folk er imødekommende og har taget imod mig med åbne arme. De har mødt mig med nysgerrighed. Også på tidspunkter, hvor jeg bare har haft lyst til at sidde og lytte. Og lige pludselig er der nogen, der spørger mig om, hvad jeg synes. Så man bliver også bedt om at deltage og melde sig ind i samtalen.
For at kunne bruge netværket til sparring kræver det, at man lærer folk at kende. Det er jo derfor, at jeg går ind i mit andet år nu. Nu føler jeg, at vi har fået den fortrolighed. Også med nogle af dem, der er på samme sted som mig i deres karriere. Nu foregår samtalerne mere på det personlige plan med mere konkrete cases med de personer, jeg har fået et fortroligt rum med. Men det er mere i de mindre grupper i gruppen end i det store forum.”
Interviewet med Mathilde Ive og ovenstående artikel er udført og skrevet af Rushy Rashid Højbjerg, dansk journalist, forfatter, radio- og tv-vært.