Det korte svar er jo. Det er kræver selvfølgelig tid. Men det er også et svar, der hurtigt bliver for simpelt.
For det egentlige spørgsmål er ikke, hvor meget tid netværk kræver, men hvad man får igen for den tid, man investerer.
For når du arbejder bevidst med dit netværk, bygger du noget langt mere værdifuldt end en liste af kontakter. Du bygger relationer, der over tid bliver til et fundament under dit arbejdsliv. Et fundament, der ikke forsvinder, hvis din rolle ændrer sig, eller hvis du en dag står i en ny situation.
Man kan næsten se det som sit eget sikkerhedsnet. Et sted, hvor man ikke står alene.
Relationer opstår ikke, når du har brug for dem
Noget af det vigtigste at forstå er, at relationer ikke kan etableres på kommando.
Relationer kan ikke skabes dén dag, du står og har brug for sparring, en ny mulighed eller et nyt perspektiv. De opstår over tid gennem samtaler, fælles erfaringer og en gradvis opbygning af tillid.
Derfor er netværk heller ikke kun et karriereværktøj. Det er i lige så høj grad en langsigtet investering i mennesker og relationer, som påvirker langt mere end vores arbejdsliv.
I dag ved vi, at relationer spiller en afgørende rolle for vores trivsel, vores livsglæde og i sidste ende vores livskvalitet. Det er ikke kun noget, der styrker vores professionelle muligheder. Det er noget, der påvirker os som mennesker.
Hvor meget tid kræver netværk i praksis?
Når vi taler med ledere om netværk, er der ofte en forestilling om, at det kræver meget mere tid, end det reelt gør.
I praksis ser vi, at mange af de dygtigste netværkere arbejder relativt struktureret med deres relationer. Ofte prioriterer de tre typer netværk:
- Et fagligt netværk, hvor de udvikler deres viden og sparrer om konkrete problemstillinger
- Et inspirationsnetværk, hvor de bliver udfordret og får nye perspektiver
- Et mere personligt netværk, hvor relationerne får lov til at gå lidt dybere
Dertil kommer de mere uformelle møder; kaffeaftaler, opfølgninger og de små samtaler, som i virkeligheden er det, der binder det hele sammen.
Samlet set svarer det for mange til omkring fem timer om ugen. Nogle lidt mindre, andre lidt mere, afhængigt af hvor aktivt man arbejder med det.
Er tiden brugt på at netværke godt givet ud?
Det afhænger naturligvis af, hvad man sammenligner med.
Men det interessante er, at de fleste oplever, at udbyttet langt overstiger den tid, de investerer.
Et stærkt netværk giver ikke kun adgang til nye muligheder. Det giver også nye perspektiver, ny energi og en følelse af ikke at stå alene med de udfordringer, man møder som leder eller menneske.
Samtidig er der en dimension, som ofte bliver undervurderet. Nemlig det, der sker, når man selv bidrager.
At hjælpe andre videre, dele erfaringer eller stille sin viden til rådighed skaber en form for mening og værdi, som ikke kan måles i tid. Mange oplever, at det styrker både deres selvtillid og deres forståelse af deres egen rolle.
Netværk er ikke bare en opgave i kalenderen
Derfor giver det heller ikke helt mening at se netværk som endnu en aktivitet, der skal presses ind i en travl kalender.
Det er snarere en måde at være i verden på. En måde at være i relationer på, hvor man både giver og modtager, og hvor værdien ofte opstår over tid, og nogle gange på måder, man ikke kunne have planlagt.
Og måske er det netop derfor, det er så værdifuldt.
I Stadil Advice arbejder vi professionelt med netværk
Hvis du er nysgerrig på, hvordan vi arbejder med netværk og ledelsesudvikling i praksis, kan du læse mere om vores egne netværk her →


