Får du stillet de rigtige spørgsmål i coronakrisen?

I denne artikel får du inspiration til, hvordan du kan pleje og udvikle dit forhold til dine relationer og medarbejdere, samtidig med at du kan opleve en dybere mening med arbejdslivet.

Vi sætter i 2021 fokus på nye tider, nye tendenser og nye mål. Vi kalder det: Ledelse gentænkt. Det gør vi, fordi der er brug for at justere på stort set alle lederparametrene.

Forandringerne er konstante og behovet for at interessere sig for sine relationer og sine medarbejdere er nærmest steget eksponentielt.

I denne artikel får du inspiration til, hvordan du kan pleje og udvikle dit forhold til dine relationer og medarbejdere, samtidig med at du kan opleve en dybere mening med arbejdslivet.
 

NYE TIDER

Før vi fik corona, handlede meget ledelse om at fokusere på drift, mål og performance. Før coronaen faciliterede jeg (Jane) et netværksmøde for erfarne projektledere, hvor holdet ønskede at møde den bedste projektleder af dem alle.

Så det gjorde de!

Jeg husker tydeligt, hvordan stort set alle i rummet sad med sportsvognsfrisure, alt imens kongen af projektledelse fortalte om, hvordan han styrede sit projekt til 80 mia. kr. Han sagde blandt andet: Jeg spørger altid om: Hvad kan jeg gøre for, at du kan løse dine opgaver bedste muligt?

Han demonstrerede også, hvordan han konstant udfordrede sine folks performance niveau. Vi så en kurve for, hvornår man når udbrændthed, og som han sagde: Der skal vi ikke nå, men vi skal give alt, hvad vi har.

Det var dengang.

Nu må vi konstatere, at corona har ændret ledelse. Nu kan du som leder eller som menneske ikke nøjes med projektlederens løsningsorienterede tilgang. Nu er vores trivsel, vores indre liv kommet helt ind under huden af os alle.

Nu hvor mange føler sig pressede, betyder det, at vi skal skele til trivsel og dermed også det relationelle. Det betyder andre krav til lederen. Det er ændret på 11 måneder. Men der er muligheder i de nye krav, og der kan komme rigtig godt lederskab ud på den anden side.

Men først lidt om, hvad smerten eller udfordringerne handler om.

Lad os holde fast i, at det stadig er vigtigt at organisere, lede og være effektive, og at resultater ikke er modsætninger til fokus på trivsel og det bløde. Tværtimod, det er nu blevet krystalklart, hvordan corana har understreget, at trivsel og performance hænger sammen.

Udfordringen er bare, at fundamentet for at præstere halter på grund af manglende trivsel.
 

HVAD SKER DER HJEMME I STUEN?

Når folk er sendt helt eller delvist hjem giver det alt for lidt på den på den relationelle konto. Det betyder en oplagt mulighed og anledning til en hel masse tanker:

Er jeg stadig om 4 måneder? Er jeg god nok? Hvordan klarer de andre sig? Hvad er min plads i hierarkiet? Hvad er min status? Hvordan kan jeg udøve indflydelse, når jeg sidder her? Hvem kan jeg stole på? Hvordan kan jeg pleje mine relationer? Hvem vil mig, hvem vil ikke mig?

Har du ambitiøse medarbejdere, så sidder de med garanti og grubler over disse spørgsmål. Og når de ikke kan ”spille på banen”, ikke kan dyrke det uformelle, smalltalken eller afkode signalerne til møderne, giver det anledning til usikkerhed, tilbagetrækning og mistrivsel. I værste fald stress og ekstrem sårbarhed.
 

HVAD KAN DU GØRE?

Selvom det kan være svært at holde gejsten oppe, er der ingen grund til at fortvivle. Det er nu, den sande mening med, hvorfor du er blevet leder, bliver skåret ud i granit. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har hørt ledere sige: ”Jeg vil så gerne gøre en forskel for andre mennesker og se dem gro”.

Nu er tiden inde:

  • Sæt stort fokus på medarbejderne som hele mennesker. Stil de gode spørgsmål: Hvordan har du det egentlig? Hvordan går det med dine børn, din kone/mand, hvordan får I det til at hænge sammen?
     
  • Din kommunikation skal (formentlig) have et løft. Du skal i din kommunikation møde medarbejdernes behov. Er de usikre, skal de beroliges, ikke med lange indviklede forklaringer, men tydeligt og empatisk. Tænk over at sige det vigtigste først. Måske skal du gentage dine budskaber flere gange.
     
  • Lytte og lytte, mere end nogensinde. For hvad sker der mellem linjerne, hvad er det dine folk forsøger at forklare, I har ikke den daglige small-talk og kropskontakt, som jo er der, vi helt ubevidst fanger det meste.
     
  • Brug telefonen og tal sammen.
     
  • Køre en tur rundt til dine medarbejdere, gør som skolelæreren fra Esbjerg, der tog ud til alle sine elever og råbte ind til dem. Med den vildeste energi fik hun løftet stemningen og sikkert også læringen hos sine elever.
     
  • Fortæl de gode historier; vi har brug for at være i et univers, hvor der også er noget der lykkedes, noget som er godt. Fortæl dine medarbejdere, at kriser er det bedste afsæt for at udvikle sig, de mest succesrige virksomheder er skabt i krisetider, find ud af hvilke og brug dem i jeres historiefortælling.
     
  • Arrangere gåture og sociale arrangementer for dine medarbejdere, sæt folk sammen så de får talt sammen.
     
  • Spørg ind til dine medarbejderes hjemmekontor – kan du hjælpe dem med at skabe bedre rammer for dem og optimere deres arbejdsplads? Sørg for, de føler sig værdsat og set – også når de er væk fra kontoret.
     

HVORDAN FINDER DU OVERSKUDDET TIL AL DEN OMSORG OG RELATIONSPLEJE?


Så er der dig, kære leder. Du sidder måske og tænker, ”hvad med mig? Skal jeg bare være et overmenneske og holde ud”?

Ingen er overmennesker, men historien viser os gang på gang, at udefrakommende kriser motiverer os og får os til at udrette opgaver, vi aldrig troede skulle lande på vores bord.

Jeg (Jane) hørte om en kvinde, der fik en pris for at have startet en skole i en krigstid i Syrien. Hun gjorde det, fordi krigen og omstændighederne kaldte på hende. Hun sagde, at var det ikke for krigen, fordi at den lokale skole var bombet, så var hun stadig hjemmegående og passede sit. Altså når omverdenen forandrer sig, så får det os til at stoppe op og finde noget frem i os selv.

Vi er bygget til at tilpasse os, tilpasse os kriser, tilpasse os nye svære omstændigheder. Vi klarer det! Du klarer det også, og hvis du vil have lidt opbakning, har jeg her en motivations-peptalk:
 

  • Endelig en sand mening med lederjobbet – der er brug for dig mere end nogensinde, tænk over det. Det udvikler din taknemmelighed og dermed din livskvalitet.
     
  • Du gør en kæmpe forskel for andre mennesker, det lader dig op. Hver gang du lytter, stiller spørgsmål, engagerer dig, bliver du en bedre og bedre leder. Tænk virkelig over, hvad du hører, og hvad du kan gøre.
     
  • Lad dig selv op – opbyd gode givende rutiner eller ritualer for dig selv. Sæt det i system, det kan være morgenyoga, meditation, gåture, motion, sund kost, en god serie at slutte dagen af med, en podcast der giver håb og tro, ja, her er vi forskellige. Vigtigst er blot, at du er god ved dig selv.
     
  • God udvikling sker i kriser – problemer er gaver, som udvikler os. Der er jo ingen, der ønsker et liv uden problemer eller udfordringer. Vi kan ikke styre, hvornår eller hvor mange vi får, men vi kan styre vores tilgang til at reagere og handle på dem.
     
  • Hvem vil du være i denne tid? Jeg coachede for år tilbage en leder, der havde lavet et gevaldigt rod på kontoret. Det var før metoo, men det var ikke kønt. Han vidste det godt, og vi talte om, at når han engang skulle fortælle sin historie, f.eks. til sine børn, hvordan ville han så høre sig selv beskrive, hvordan han håndterede alt sit rod. Altså hvem vil vi være, når vi for alvor skal hive os selv op. For fejl, det begår alle, så det er håndteringen og læringen af vores fejl, der udvikler og modner.
     
  • Få et fortroligt netværk, hvor du kan få vendt alt, hvad du har på hjerte i kompetent selskab. 

NYE MULIGHEDER GIVER NYE RESULTATER

Det større fokus på trivsel og interesse for vores relationer åbner op for, at arbejdspladser fremover bliver bedre til at rumme følelsesmæssig ærlighed og hensyn. At vores velbefindende bliver hørt, og at fokus på det hele menneske åbner op for nye spændende samtaler. Samtaler der kan udvikle såvel lederen som medarbejderen. Det er da værd at stræbe efter.

God fornøjelse med det hele, og ønsker du at dele nogle af dine måder at være leder her midt i en krisetid, så skriv endelig til os.

Del dette opslag:

Relaterede artikler

Kundecase: Mathilde Ive

Mange veje kan føre til medlemskab af et ledernetværk. Nogle gange kan det være de rigtige spørgsmål på det rigtige tidspunkt, der baner vejen.

Læs mere

Kundecase: Jørgen Urhbrand

Selvom man er en erfaren leder, har man stadig behov for at have et pusterum. Og det får man i netværkene. Sådan er mit SAX-netværk.”, fortæller Jørgen Uhrbrand, direktør i AS3, som har været en del af netværket hos Stadil Advice i fem år.

Læs mere

Kundecase: Stefan Hallas

Stefan Hallas opdagede SAL-netværket, at han blev udfordret og inspireret fagligt og mødte nye mennesker. Det vigtigste var dog, at han fandt et netværk, hvor han kunne sparre med ligesindede, og dermed kom han ud af den professionelle ensomhed, som han mærkede i sin hverdag.

Læs mere