Igennem de seneste par år, når vi har afholdt vores netværk for topledere eller rådgivet topchefer gennem executive coaching, har vi nysgerrigt stillet dem et spændende spørgsmål:
“Hvad er det bedste ledelsesråd, du har fået?”
Vi har dermed stillet skarpt på, hvilke vise ord topledere har taget med sig og implementeret i deres daglige virke. Læs med nedenfor og få de 10 bedste råd, topledere har fået:
1. Nysgerrighed er grundlaget for udvikling
”Vær nysgerrig og stil spørgsmål”. Det er hele grundlaget for at kunne blive klogere og gøre tingene bedre.
2. Vis omsorg for dine medarbejdere og giv jobbet mening
En topleder udtaler: “Jack Welsh talte om ”Value match overfor performance,” og det er blevet til en slags kompas, som jeg har brugt i dialoger med mine medarbejdere.”
Dette råd handler om vigtigheden af at komme ud af kontoret, så man kan mærke, lytte til og vise omsorg overfor sine medarbejdere. I forlængelse heraf skal man som leder kunne skabe begejstring i sin organisation og stå ved ansvaret for at give jobbet og dermed folks liv mening.
3. Ordentlighed fremmer troværdighed
Hold fast i ”ordentlighed”. Det er vigtigt, hvis man gerne vil have en fremtid som troværdigt firma og person, at man har en stabilitet og en ærlighed, som man kan stole på. ”Arven” skal ikke køres i afgrunden på grund af smarte og uetiske beslutninger, der kan give en kortvarig gevinst.
4. Vær dig selv og lyt til din mavefornemmelse
Sig, hvad du tænker. ”For det, du tænker, skal du stole på, er godt”. Husk at være dig selv og lyt til din mavefornemmelse. Du kan ikke læse dig til alt; teori er godt rygstød, men du skal være der som menneske.
5. Se potentialet og udvikl mennesket
Roselyn Carter sagde engang, at en god leder tager folk derhen, hvor de vil hen, men en rigtig god leder tager dem derhen, hvor de burde gå hen. Her betoner hun vigtigheden af at tro på mennesket og potentialet. Indenfor tennisverdenen kunne man sige, hvis du har en god forhånd, skal vi så ikke se, hvad det kan blive til, hvis du også udvikler baghånden?
6. Tid til tænkning giver svar
Når folk spørger dig om noget, du ikke ved noget om, så i stedet for at fortælle dem, du ikke ved det, skal du bare svare: ”Ved du hvad, jeg sidder lige nu og arbejder, bagefter skal jeg snakke med dig. Så vender jeg tilbage.” Det gav mig tid til at tænke mig om. Det respekterer folk, og når de får svaret, er de også tilfredse.
7. Alle har brug for at blive set
”Du skal huske, at du er leder for hele organisationen”. Jeg kan se, at mange ledere glemmer, at alle i organisationen er vigtige, at der skal siges godmorgen til alle, at man skal huske at spørge til folk, der har været syge. Alle har brug for at blive set. Husk at drikke kaffe eller spise frokost med alle og ikke kun dem i ledergruppen. Husk at se dig omkring.
8. Sæt dig ind i andres situation
Jeg stod i en svær situation som ny direktør og skulle opsige en medarbejder efter tre måneder. Det havde jeg aldrig prøvet før. Jeg talte med min far om det. Min far har mange års ledelseserfaring. Vi nåede frem til en sætning, der betyder meget for mig, nemlig ”Kan jeg se mig selv i den situation, og hvordan ville jeg selv have det?” Det gav mening at kunne sætte mig i den andens situation og så agere derefter.
9. Det er okay at lave beslutninger om
”Det er ingen skam at vende om.” Når man ikke tager beslutninger, stopper organisationen op, og så må man ikke lade den vente for længe, inden man tager en beslutning. Men man må også være klar til at lave den om, hvis den viser sig at være forkert. Uden betænkning…
10. Vær åben for det diverse og læg din bias væk
Skab et rum, hvor man kan være sig selv og være åben for at udvide de begrænsninger, som vi hele tiden underligger os på grund af vores bias. Om at være åben for det diverse og prøve at se og forstå, hvad der er, som folk virkelig er optaget af.