Kl. 6.00 begynder de første mennesker at rumstere på refugiets sovesal, og så er det som regel slut med at sove. Slut med at sove på grund af lydene, men også fordi man er topklar til at vandre på Caminoen. Vi, de moderne pilgrimme, har forskellige rutiner for at blive klar, men fælles er det, at vi skal i tøjet og have pakket vores rygsække for at bevæge os ud på dagens strækning.
Momentet når refugiet forlades, og dagens vandring begynder, er magisk. Langt de fleste starter så tidligt, at det er bælgmørkt, men selv i mørket er det let at finde vej. Gule pile og muslingeskaller viser vejen, og så er det ellers ud under den åbne nattehimmel på vejen vestpå mod Santiago de Compostela.
Netop enkeltheden og monotonien er pointerne i dagens bevægelse fra en spansk landsby til den næste, hvor man kan indkvartere sig. Der er ikke meget, som kan forstyrre selskabet med sig selv og så en masse mennesker, som man ikke kender. Det er på en måde også enkelt.
Magien består i følelsen af frihed
Man har forladt gårsdagens og nattens refugium og selskab, og nu bevæger man sig videre med alt sit tøj og udstyr. Kun stemplet i pilgrimspasset har man med fra refugiet. Man kommer ikke retur, men traver derimod videre på Vejen mod Santiago. Der er højt til loftet, og man opdager snart, at den indre dialog trænger sig på. Der går typisk et par dage eller tre, så er dagligdagens rest-tanker fra livet derhjemme helt og aldeles afløst af essentielle tanker om livskvalitet, hvad sindet vælger at sætte sig i indre orbit. Nu er det ikke nødvendigvis så enkelt mere.
Jeg holdt stædigt fast i at holde mig uafhængig af andres behov for at komme så tæt på at styre entydigt efter mine egne tanker, mine egne behov, mit eget tempo, min egen frekvens og ikke skulle leve op til koordinering mht. spisetider, sovesteder, pauser, tempo mv. Det kan lyde egoistisk, og er det vel egentlig også, men for mig betød det, at de vigtige tanker kunne få tid til uforstyrret at modnes og måske endda ende op i nogle beslutninger. Pudsigt virker det meget lettere at træffe beslutninger i bevægelse, end når notathæftet kommer frem om aftenen.
Reflektion er rejsens egentlige værdi
Nu nærmer vi os rejsens egentlige værdi, og det er ganske enkelt: Refleksion. En overset faktor i dagens ledelse, herunder i coaching og MUS. Der er vel næppe noget, som er mere udviklende end undren, tvivl, nysgerrighed, kreativitet – med andre ord refleksion.
Filosofferne gennem tiderne har udråbt det som menneskets store gave at kunne reflektere, og 7-9 timer dagligt på Caminoen er et festfyrværkeri af refleksion. Selv når der opstår kontakt med andre pilgrimme, og det gør der mange gange dagligt, og der indledes en samtale, er første spørgsmål som regel: ”Where are you from?”, som egentlig blot handler om at afkode, om man kan kommunikere sammen, og næste spørgsmål er typisk: ”Why are you here?”, og dermed kan man jo passende dykke ned i ”refleksionssuppen” og trække nogle svar op.
Alle svar er interessante, og tankevækkende er det, at alder, nationalitet, køn, religion og baggrund ingen som helst betydning har for samtalen. Vi har alle lyst til at fortælle egne og bevidne hinandens historier ud fra princippet: ”What happens at El Camino…”
Jeg mener selv, at jeg ved at genbesøge refleksionens univers er kommet tættere på nogle vigtige beslutninger i mit eget liv, og det minder mig om fortsat at bringe det ind i rige mængder i min coaching.
Efterord
Christian gik fra Pamplona til Astorga tilbage i 2015 – i alt 457 km på 15 dage med en hviledag undervejs i Leon. Han fløj ind og ud af Bilbao, og øvrig transport foregik med busser, som er meget billige. På selve Caminoen er det muligt at leve fint for et dagsbudget på 40 Euro. Undervejs mod Santiago besøges usædvanligt kulturelt rige byer som fx Burgos, Leon, Santa Domingo og Astorga.
