Vi har interviewet Camilla Andersen, ejer og direktør i Travel Sense, også kendt som en af dansk håndbolds største profiler og jernhård lady, om hendes udfordringer med at overleve en omsætningsnedgang på 95 %, om at miste, om at tro på at der stadigvæk er gyldne muligheder, om hellere at være fri end være del af et børsnoteret cirkus, om lederværdier og om øjeblikke, der ændrede hendes liv og skabte nye enestående muligheder.
Lad dig inspirere af en helt særlig livshistorie og kvinde. Mærk efter om det giver dig mod på at gentænke der, hvor du er lige nu. Vi fortæller Camillas historie i tre dele:
- Defining moments eller de gyldne øjeblikke – Fra ”var til at være”.
- Lederværdier – Giv aldrig op, anerkend holdet, dig selv og omfavn fejl.
- Travel Sense – Min passion for at give de unikke oplevelser videre.
Du kan læse første del nedenfor. God fornøjelse.
Defining moments
Defining moments eller de gyldne øjeblikke – fra ”var til at være”
Hvordan er du blevet til den, du er i dag? Hvem og hvad har haft afgørende betydning for, hvordan dit liv, din karriere har udfoldet sig?
Vores skæbne, vores succeser eller det modsatte skabes i mødet med vores omverden. Men der vil være nogle øjeblikke, som står ud som ganske særlige. Det kan være begivenheder, situationer som gjorde at du rykkede dig eller gik fra at være ordinær til at blive noget særligt. Særligt for dig, fordi du i det nye pludseligt blev set på med andre øjne, du fik måske mere ansvar og forpligtigelser. Blev du forfremmet til leder, krævede det at du skulle være leder med alt, hvad det indebar.
Et defining moment kan også være smertefuldt, men udviklende. Det kan være det største øjeblik, hvor alt bare går op i en højere enhed. Disse øjeblikke eller begivenheder inspirer os og alle er forundt at få tilpas mange af dem.
Vi bad Camilla Andersen beskrive sine ”defining moments”:
1985: 12 år gammel begyndte jeg til håndbold
Som barn har jeg altid været meget genert og ikke turdet ret meget. Mit store held er at have en tvillingesøster, der var stik modsat. Hun fik mig med til håndbold. Hun lovede, at alle var søde, og at jeg var meget bedre end dem. Vores far var jo håndboldtræner, så jeg havde allerede godt styr på det basale.
Fra den dag fik jeg enormt selvtillid. Min søsters ord holdt, vi spillede og vandt, vi kom på udvalgte hold, jeg skød to gange, og hun skød en gang. Jeg fik via håndbolden mod på livet og andre mennesker. Det lagde vel fundamentet, tænker jeg.
1993: Jeg blev kendt “overnight”
Tilbage i 1992 stod kvindelandsholdet i håndbold overfor en mulig lukning. Redningen kom fra Lillian Knudsen og fagbevægelsen, der meldte sig som sponsor. Ingen anede, hvem der udgjorde landsholdet, indtil Ulrik Wilbek tog stammen fra ungdomslandsholdet med til A-landsholdet. Jeg var en af de yngste, 19 år gammel, total ukendt, lige indtil vi tog til Norge i december 1993 og vandt sølv. Vi gik fra tom ham til at blive nationens kæledækker med 2,5 millioner seere.
Fra det tidspunkt kunne jeg ikke være mig selv i det offentlige rum. Fra vi blev mødt i lufthavnen, da vi landede med sølvmedaljerne, var der kæmpe opmærksomhed på alt, hvad vi gjorde. Det kom hen over natten. Alle henvendte sig, og det var altid meget positivt. Helt vildt.
Berømmelsen holder stadigvæk ved. Folk ved godt, hvem jeg er. Vi er dem, der vandt. Det skyldes nok også, at kvindelandsholdet i de sidste 15 år ikke har vundet noget.
2002: Jeg startede min erhvervskarriere for alvor
Da jeg skulle hjem til Danmark og spille i FIF, vidste jeg, at pengene ville være små. Heldigvis havde jeg Ole Frederiksen som manager, og han havde også Brian Laudrup i sin stald. Laudrup havde Rejsegalleriet, og de var åbne for, at jeg kom til samtale. Så i 1997 blev jeg elev i rejsebranchen.
Rejsegalleriet blev i 2001 solgt til Weco DSB. Det var ikke godt, så jeg startede mit eget rejsebureau, Travel Sense, sammen med Henrik Elmholt i 2002.
Pludseligt var jeg ejer af et rejsebureau. Jeg har aldrig haft en drøm om at have et rejsebureau eller at være administrerende direktør, men jeg er ret god til det. Selvom jeg hverken er særlig modig eller risikovillig, er jeg havnet her. Jeg har lært at leve med det, og det er ok.
Min interesse for rejsebranchen opstod, da jeg spillede i Tyskland. Heike, en af de andre spillere, solgte rejser, og hun slæbte det store katalog med på vores otte timers lange busture. Jeg tænkte bare, ”det gad jeg godt”, at sælge rejser, tjekke folk ind og putte en label på en kuffert. Det måtte bare være en drøm.
Min største frygt som ung var at have et fuldtidsjob, jeg ikke kunne lide. Jeg var opvokset med at skulle tage en uddannelse, og finde det rigtige, som jeg kunne lide.
2004: Den søndag jeg blev klar til at stoppe med håndbold
Jeg husker tydeligt den søndag i november. Jeg lå og så Hubertusjagt i fjernsynet og vidste, at lige om lidt skulle jeg til Randers, sidde i en bus i mange timer, spille og hjem igen midt om natten. Jeg tænkte for første gang nogen sinde, at jeg hellere ville ligge her end at spille håndbold. Så var det tid til at stoppe.
Jeg spillede sæsonen færdig, benyttede en mulighed i min kontrakt til at slutte et år før og havde min sidste kamp for FCK, mest kendt som FIF, i 2005.
Det skulle blive dejligt med en friweekend. I dag tænker jeg, hvordan havde jeg dog tid til både håndbold og fuldtidsarbejde. Men jeg var yngre, flittig af natur og var vant til at arbejde dag og nat.
Jeg har ikke rørt en håndbold siden. Lige nu spiller jeg padle, løber, dyrker triatlon og har løbet flere maraton.
Energien lå hos Travel Sense, det var let at stoppe, jeg var træt af forventningspresset og så frem til at kunne slippe det. Jeg var meget motivationsdrevet, og var jeg ikke motiveret, spillede jeg ikke godt. Og det blev sværere.
2011: Vi solgte til TUI
TUI, verdens største rejsekoncern, fik øje på os til at starte op i Skandinavien. Vi slog til i 2011.
Men så skete det, at de i koncernen, der havde en idé med os, blev sat et andet sted hen, og vi blev sat over i et hjørne. Der var vildt meget rapportering, endeløse rækker af møder i London – og skulle vi have en ny hjemmeside, ville det tage to år. Vores budgetter var aldrig optimistiske nok, alt skulle kontrolleres, og efter tre år kunne jeg mærke, at det bare ikke var mig.
TUI var også blevet enige om, at de ikke skulle lave sportsrejser, så jeg fik lov at købe Travel Sense tilbage. Det tog otte måneder.
At være en lille fisk i et stort børsnoteret setup var ikke mig. At skulle spørge om lov om de mest simple ting, nej, jeg kan lide at bestemme, tage ansvar og tage konsekvenserne på godt og ondt.
Processen var så lærerig, for hvad ville jeg egentlig med Travel Sense? Det blev klart, nemlig at vi ikke skulle være den største, men at vi skulle være den bedste indenfor vores segment, og det arbejder jeg rigtig hårdt på hver dag.
2019: Min brors død satte mit liv og arbejde i perspektiv
Før betød arbejde alt, når det ikke lige gik som smurt, blev jeg ret påvirket. Jeg har ikke en moderrolle og har altid kunnet prioritere mit arbejde 100 % på godt og ondt.
Under min brors sygdomsforløb talte vi meget arbejde. Han var selv en arbejdshest, elskede sit arbejde og arbejdede til det allersidste. Jeg forventede faktisk, at han ville sige, at jeg skulle arbejde mindre, men ”bare gi’ den gas” var hans ord til mig. Selvfølgelig sagde han det… For ham var hans arbejde lig med masser af livskvalitet. Han vidste også, at jeg er glad for, hvad jeg havde bygget op.
Selvom jeg ikke kan lade være med at give den gas, var hans forløb med alvorlig sygdom og død en reminder om at sætte arbejde i det rette perspektiv. Det har hjulpet mig her under coronaen og i andre situationer at huske på ikke at tage arbejdet ind 100 %. At vide, at der altid er en udvej, hvis jeg vælger det. Men også samtidig at nyde, hvor privilegeret jeg er i forhold til at nyde balancen mellem frihed og forpligtigelser, at anerkende et arbejdsliv der flyder sammen.
Vi har et hus i Spanien, jeg skal ikke spørge nogen om lov; ønsker jeg at kombinere arbejde med afslapning under sydens sol, er det mit valg.
Så ja, jeg giver den gas, med min brors ord, samtidig med at jeg har mærket, når livet gør mest ondt. Det har styrket mig som menneske.
Hvad er dine defining moments?
Ovenstående var Camillas afgørende øjeblikke. Det er et liv med mange farver, dramatik, forandringer og passion. Fyldt med mennesker, der har været med til at få Camillas ambitioner og drømme til at ske.
Hvis du skal lade dig inspirere, kan du overveje disse tre spørgsmål:
- Hvordan ser dine defining moments ud? Skriv dem ned i overskrifter og del dem med en af dine livsvidner.
- Hvordan ser dit næste defining moment ud? Hvad tror du på? Selv om vi ikke kan forudse, hvad der kommer til at ske, viser alt, at jo mere vi tror, skriver ned, forbereder og øver os, desto større er chancerne for, at dit næste defining moment bliver helt særligt.
- Hvem vil du gerne give et særligt defining moment, og hvad skal det være? Har du nogen, du tror på, vil forfremme, vil anbefale, så de kan løfte sig? Vi bærer hinandens skæbner, og du har med dit netværk og dine erfaringer mulighed for at fremme andre.
Vi hører gerne fra dig, hvis du har lyst til at dele dine gode historier. God fornøjelse med de gyldne øjeblikke.
Faktaboks: Camilla Andersen
– Ejer og direktør i Travel Sense siden 2002.
– Begyndte i rejsebranchen i 1997.
– Solgte i 2017 20 % af Travel Sense til Birgit Aaby, som ligeledes er bestyrelsesformand i virksomheden.
– Spillede 194 håndboldlandskampe, scorede 846 mål – selvom hun stoppede som 27-årig. Hun er den kvindelige landsholdsspiller, der er noteret for flest landskampmål.
– Dansk, Olympisk, Europa- og Verdensmester – vandt otte medaljer i alt til Danmark.
– I 2012 blev hun optaget i Danmarks Idrætsforbunds Hall of Fame.
– Master i Oplevelsesledelse fra RUC og en HD i Regnskab fra Syddansk Universitet. Ved at færdiggøre en MBA på Henley Business School.
– De seneste 12 år har hun siddet i forskellige bestyrelse, bl.a. otte år i Team Danmarks bestyrelse.
– Gift med Charlotte.
