Hvis du har interesse for bestyrelsesarbejde, så bør du læse denne artikel om, hvad der er værd at vide om bestyrelsesarbejde. Vi har sat strøm til Paul Mollerup, adm. direktør for Danske Advokater. Han er overordnet ansvarlig for den daglige drift af foreningen og bindeled til Danske Advokaters formand og bestyrelse (du kan læse mere om Paul længere nede).
Læs med og få værdifuld viden om bestyrelsesarbejdet:
Q: Hvad er årsagerne til, at nogle vælger at gå bestyrelsesvejen?
”Der er flere årsager:
- Man har opnået viden, erfaring og kompetencer som man vil gerne vil bringe i spil andre steder, end der hvor man agerer til hverdag.
- At man har lyst til at se til, hvordan der arbejdes andre steder. Det giver en positiv indvirkning på der, hvor man er selv er.
- Det kan også være at man har siddet i lederstillinger i mange år og nu har lyst til præge flere virksomheder og ønsker at udskifte lederjobbet med bestyrelsesposter for at gøre det til en levevej.
- Man skal dog have en del bestyrelsesposter, hvis det skal erstatte et godt betalt lederjob. Jeg ser nogle gå bestyrelsesvejen efter at være blevet økonomisk uafhængige, men hvor de stadig ønsker at bidrage med deres viden og erfaringer.
- Der er en særlig kategori for dem der har været i stald hos kapitalfondene og virksomheder dertil tilknyttet. For nogle af dem giver bestyrelsesposterne næsten sig selv, det er en del af jobbet. Der er også andre brancher hvor man pr. automatik bliver udpeget til at sidde i en bestyrelse. Det gjorde jeg f.eks. i min tid hos FDB/Coop.”
Q: Hvorfor giver det mening for en erfaren leder/specialist at gå bestyrelsesvejen?
”Fordi det giver god mening at få testet sine kompetencer og få dem i spil i forhold til andre virksomheder. Det giver så meget indsigt og udvikling til begge parter, både specialisten og den virksomhed, som får glæde af specialistens input.”
Q: Hvad er formandens rolle, og hvad er de øvriges medlemmers rolle?
”Som formand har man først og fremmest pligt til at sammensætte bestyrelsen. Dernæst skal formanden lede og planlægge bestyrelsesarbejdet og i et vist omfang have kontakt med den daglige ledelse.
Når man sammensætter bestyrelsen, er det helt essentielt at få kortlagt hvilke kompetencer man ønsker, bestyrelsen skal indeholde. Man skal være skarp på have de rigtige med, f.eks. ønsker man et digitalt fokus, nytter det ikke at have en med, som kun har forstand på søm og skruer. Så hvert af medlemmernes kompetencer skal passe ind i forhold til, at alle i samlet flok kan rådgive, sparre og udfordre virksomhedens strategi og mål. Jeg plejer at sige, at bestyrelsen skal være professionelt sammensat.
Når vi taler selskabsledelse (Corporate Governance) altså de regler, praksis og processer, som bestyrelsen styrer efter, er det vigtigt at forstå og være opmærksom på, hvad ens rolle er. F.eks. ser jeg ejerledede virksomheder, hvor ejer er bestyrelsesformand og har ansat en svag direktør. Her kan man træde ind i et minefelt, hvis ikke man er 100 % klar over sin rolle og sit mandat.
Nogle virksomheder har heller ikke fået gennemtænkt, hvad de vil med en bestyrelse, og hvordan den skal skabe værdi. Faktisk har jeg hørt om en bestyrelse, der blev nedlagt, fordi den var for besværlig. Så governance er vigtig at være bevidst om.”
Q: Hvorfor har du selv valgt det, og hvad giver det dig?
”Jeg har valgt bestyrelsesposter, hvor jeg kan se, at jeg kan bistå. Et godt eksempel er en kulturinstitution, som bruger mig til deres governance, altså hvad skal de, hvilke regler og rettigheder skal implementeres. Jeg vil gerne hjælpe og bidrage, fordi det er enormt givende, samtidig med at det giver mening for mig selv.”
Q: Skal man have en bestyrelsesuddannelse?
”Det er en god idé. Jeg havde ikke en selv og kunnet uden tvivl godt have brugt det i starten, da jeg blev politisk udpeget til en bestyrelsespost. Heldigvis var der en integreret uddannelse undervejs, så jeg har så at sige asfalteret, mens jeg har kørt.
Jeg blev udpeget qua mit direktørjob til bestyrelsen for Coop Norden. Vi kom fra forskellige lande, så der blev sideløbende tilrettelagt en skræddersyet bestyrelsesuddannelse, det var godt, og det var sindssygt lærerridt. Undervejs blev jeg også formand for Revisionskomiteen, og det var ikke altid lige nemt at forstå det skattetekniske, men der kunne jeg bruge min økonomiuddannelse. Ergo man kan blive kastet ud i det og må bygge på undervejs.”
Q: Hvornår er man klar? Hvad skal der til? Hvad oplever du?
”Først og fremmest skal du have tiden til det. Idéen om de fire årlige møder og så læse lidt inden er en stor misforståelse. For så følger du ikke godt nok med. Det handler ikke om at sidde på nakken af ledelsen i virksomheden, men om at være klar. Der opstår kriser, en direktør der skal udskiftes, corona eller en opkøbsmulighed for blot at nævne et par forstyrrelser. Så tid er en afgørende faktor.
Du skal også tjekke formalia, f.eks. står det i ens kontrakt at du må? Synes din chef at det er en god idé, og synes din familie også at det er en god idé? Dernæst skal du kigge indad og spørge dig selv, om du har viden og indsigt, som kan bringes i spil andre steder. Er du skarp på dine kompetencer, og kan du svare på, hvad du kan bidrage med, så er du i spil. Du skal kunne udfordre og have nogle specifikke kompetencer. Du behøver ikke nødvendigvis være total skarp på strategi, da det er summen af kompetencerne der er vigtig. Alle skal ikke kunne det samme, men du skal have lyst til at blive klogere og udvikle dig.”
Q: Hvordan ser fremtidens bestyrelser ud? Er der potentiale for noget andet, end vi hidtil har set? (f.eks. andre typer, yngre m/k, kortere tidsperioder)
”Jeg tror på større diversitet fremover. Vi skal væk fra ”Rip-Rap-Rup”, hvor bestyrelsesmedlemmerne ligner hinanden, og hvor vi dermed ikke får tilført noget nyt. Jeg har f.eks. endnu til gode at møde en SoMe-ekspert på min egen alder. Så vi skal tænke diversitet på alle fronter; køn, kompetencer, nationaliteter, alder.
Det handler om: hvad har vi brug for, hvad er vores målgruppe, hvad er vores produkt? Skal du ind på det tyske marked, skal du måske kigge efter en tysker. Eller få en ung SoMe-ekspert med og så uddan vedkommende undervejs. Der er så meget potentiale derude, som vi bør indtænke i fremtidens bestyrelser.”
Q: Hvad er dit bedste råd til en, der gerne vil i gang?
“Hvis jeg var helt blank, ville jeg starte med en uddannelse og blive klædt på. Få viden om, hvad kan jeg bidrage med fra andre. Herefter er netværk ret centralt, for man skal have adgang til der, hvor posterne uddeles. Til de store virksomheder sker der somme tider via headhuntere, men der er masser af poster, hvor det ikke sker.
Men grundlæggende set handler det om at være nysgerrig, få etableret sig, gjort sig nogle erfaringer og vide hvad man kan bidrage med. Og så huske på at Danmark er en lille stamme, alle kender hinanden, på både godt og ondt. Så dit omdømme skal også være i orden.”
Pauls bestyrelseskarriere:
Som adm. direktør i FDB (2002-2007) Bestyrelsesmedlem i Coop Norden
Bestyrelsesformand for Republica A/S og for Merlin A/S
Bestyrelsesmedlem i Folkekirkens Nødhjælp 2006-18, bestyrelsesformand 2014-18
Formand for Implementeringsrådet (2015-19)
Formand for Regeringens EU- og Regelforum 2019-