Huset er ligeglad med, hvem du er
Selvom nogle kan have følelser for deres hus, er det nok, og forhåbentligt de færreste, som forventer, at huset gengiver følelser.
Teksten du skal læse, handler dog ikke om huse, men om hvordan den mentale tilgang til at bygge et hus kan bruges til at leve dit liv. Huset er en metafor for den verden og fremtid du ønsker at skabe.
Inspirerende læseoplevelser
Noget af det, jeg synes er en af de fedeste oplevelser, når man læser, er, når man virkelig forstår noget, og der opstår en rød tråd, som gennemsyrer flere bøger, man har læst. Det er sådan nogle oplevelser af inspiration, jeg blandt andet lever for. Jeg har lige haft sådan en oplevelse, som jeg gerne vil dele.
Efter noget tid indså jeg en fællesnævner for rigtig meget af det, jeg fordybede mig i. Meget af det, jeg har læst, har jeg beundret samt ræsonneret med, men jeg vidste ikke lige præcis hvorfor. Jeg kom stille og roligt til at ændre mit syn på, hvordan jeg burde leve.
Ændring af synspunkt
Jeg vidste ikke helt præcist, hvor jeg var på vej hen, men det føltes i hvert fald som den rigtige vej. I et øjeblik jeg ikke kan lokalisere, kunne jeg lige præcis fornemme, hvad jeg sigtede efter, og det var så inspirerende, at jeg var nødt til at dele det.
Jeg vil gerne tage dig med på min rejse til min ide, da jeg fandt ud af, at det var svært at beskrive uden kontekst. Måske mangler der stadig at blive bygget lidt på den, før den kan stå helt alene.
Hvad vil det sige at leve et godt liv?
I noget tid har jeg gået meget op i, hvad det vil sige at leve et godt liv. I den forbindelse har jeg været meget inspireret af Kant og hans moralfilosofi. Hans moralfilosofi er ret firkantet og regelbaseret. Hvad der er rigtigt eller forkert, bestemmes af motivet bag en handling og ikke handlingen selv.
Det vil også sige, at man er i fuld kontrol af, hvorvidt man lever et godt liv, hvilket jeg godt kunne lide og var også en af grundene til, at hans ide havde en stor appel til mig. Dog tildelte jeg lige pludselig rigtig meget energi til at finde ud af, om mine handlinger var rigtige eller forkerte.
I stedet for at se muligheder og være nysgerrig, blev jeg optaget af at vide, om det, jeg gjorde, var rigtigt. Dermed skabte det også et miljø, hvor jeg fokuserede meget på ikke at lave fejl. Dette skal ikke ses som et angreb på Kants teori, men snarere som, at måden jeg brugte hans teori ikke virkede for mig.
At fokusere på ikke at lave fejl, er der i øvrigt rigtig mange, som gør, og der kan være mange forskellige grunde til, at man gør det – det beskrevne er bare min grund. Jeg vidste ikke, at min teori var uproduktiv, indtil jeg læste de følgende bøger, som inspirerede mig.
Når jeg går igennem bøgerne, skriver jeg bare hvad jeg fik ud af dem. Det er ikke et repræsentativt referat af bøgerne. Jeg kan anbefale alle bøgerne, og I kan læse mere om dem på nettet.
Bogrefleksioner
“Mindset: The New Psychology of Success” af Carol Dweck
Den første bog, jeg begyndte at læse, var bogen “Mindset.” Carol Dweck beskriver, at ideen er superenkel og går ud på, at man enten kan have et fastlåst mindset eller et udviklingsmindset.
Forskellen på de to mindset ligger i om man tror sine evner er fastlåste eller om man tror de kan forbedres. En simpel men meget inspirerende ide for mig i den situation, jeg nu var i. Da jeg læste om denne ide, kom jeg straks til at tænke på den måde, jeg levede mit liv på, og hvilken rolle udvikling spillede – eller ikke spillede.
Måden jeg vurderede mit liv, blev gjort meget sort på hvid. Enten gjorde jeg noget rigtigt, eller også gjorde jeg noget forkert. Siden jeg ikke ville gøre noget forkert, prøvede jeg at undgå fejl. “Mindset” inspirerede mig til ikke at være bange for at lave fejl, fordi det er sådan, man forbedrer sine evner. Det gjorde, at udvikling blev budt velkommen i højere grad.
Hvor vigtigt det er at kunne lære fra sine fejl, er selvfølgelig noget, jeg vidste i forvejen – jeg virkede bare til at have glemt det. Et fastlåst mindset ser alt, hvad der sker for en, enten som validering af, hvem man er, eller ugyldiggørelse af hvem man er. Et udviklingsmindet ser alt, der sker for en som en mulighed for at udvikle sig, især fejl.
“Originals: How Non-Conformists Move the World” af Adam Grant
Den anden bog hedder “Originals.” Det, jeg tog med fra denne bog, var, hvor meget jeg sætter pris på originalitet, og hvor lidt jeg havde givet plads til originalitet. Igen, det var en indikation på, at jeg gjorde noget forkert.
At skabe noget nyt og tænke ad nye veje, er noget jeg gerne vil dyrke ligesom rigtig mange andre, tænker jeg. Det er de færreste, som bare vil følge, hvad massen siger uden at tænke for sig selv. Selvom jeg har en vane med at tænke meget for mig selv, var mine tanker med mig selv forvandlet til en uproduktiv diskussion om, hvad det rigtige var at gøre i en situation. Det førte ikke ligefrem til særligt mange spændende konklusioner.
Denne diskussion med mig selv gav ikke det nødvendige miljø for, at nye og originale tanker kunne skabes, fordi jeg havde for travlt med at vurdere mig selv. Jeg tænkte alt for meget på mig selv, og for lidt på det jeg ville skabe. Det er en lille teaser til, hvad min ide er, og det bliver forklaret lidt længere nede.
“Ego Is the Enemy” af Ryan Holiday
Dette fører mig videre til en tredje bog, jeg læste, som hedder “Ego Is the Enemy.” Jeg valgte faktisk at læse denne bog, fordi jeg allerede kunne fornemme efter at have læst “Originals,” at jeg fyldte for meget i mit liv. Hvem, jeg var og betydningen af, hvad jeg gjorde, tiltrak alt for meget fokus. Jeg havde længe vidst, at denne bog eksisterede, så nu tænkte jeg, at det var i rette tid.
Det, jeg tog med fra denne bog, var, hvor meget ens ego står i vejen for at skabe resultater og gøre en positiv forskel for verden. Det skal lige siges, at Ryan Holiday ikke bruger den Freudianske forståelse af ego, men den forståelse af ego, som meget simpelt lyder på, at man tror, alt handler om en selv. Hvis man klarer det godt, er det fordi, man er fantastisk, og hvis man klarer det skidt, så kan man ikke noget… Egoet står i vejen, fordi det forhindrer en i at se verden, som den er, og dermed forhindrer den en i at lære.
Efter min opfattelse hænger denne ide meget godt sammen med ideen bag mindset. Hvis man har et fastlåst mindset, så tror man, sine evner er sat i sten, og derfor prøver man at gøre alt, hvad man kan for at bevise, at man er noget. Hvis man har haft succes med noget, ser man det som en sejr for ens evner og en validering af, hvem man er, og man tror, at hvad end man rør forvandler sig til guld. Hvis man fejler, bliver man ugyldiggjort og mister modet til at prøve igen.
Hvis man har et udviklingsmindset, vil jeg mene, man også har flygtet fra sit ego. At have et udviklingsmindset indebærer nemlig også, at man har et andet mål end at søge validering. Det betyder ofte, at man har mål som er uden for en selv; for eksempel at søge viden eller bygge et firma op. Fordi man tror sine evner kan forbedres, er man villig til at indlære sig det nødvendige evnesæt for at opnå de mål. Når man har opnået et mål, ser man det ikke som validering af, hvem man er, men som enden på en rejse, som krævede arbejde. Dermed handler det hele ikke om en selv, men om hvad man bygger.
Ideen viser sig
Da jeg havde læst disse bøger, begyndte en ide at vise sig for mig – en ide til hvordan man lever et godt liv. Jeg besluttede at sætte ord på ideen således: for at leve et godt liv, skal man konstruere. Ideen er stadig under konstruktion, men jeg vil gerne dele, hvad jeg har fundet ud af indtil videre.
Det er en levemåde, der meget simpelt handler om, at man skal søge at konstruere noget, opbygge noget. Og det må ikke være sin egen følelse af sig selv eller lignende. Levemåden bygger på at være overbevist om, at sine evner kan forbedres – altså at adoptere et udviklingsmindset. I samarbejde med det, skal man nedjustere sit ego.
Grunden til at man skal gøre det er fordi, at levemåden handler om at konstruere, at skabe noget, at bygge noget eller at opdage noget. Og for at nå sådanne mål, er det vigtigt, at man tror på at ens evner kan forbedres, så man har de rette redskaber til at kunne nå målet og at ens ego ikke kommer i vejen.
Konstruktion af livet
Jeg kan godt lide at tænke konstruktion i et eksempel om at bygge et hus (entreprenører skal måske kigge væk, da min ide om at bygge et hus minder om at bygge et legohus). Man starter med et mål om at bygge et hus. Dernæst laver man en plan og begynder på et tidspunkt at lægge mursten. Når du lægger en mursten, er huset ligeglad med hvem du er, mens du lægger den mursten. Så længe murstenen bliver lagt korrekt, står huset. Der er derfor ingen grund til at tænke på dig selv, når du lægger en mursten – du skal tænke på visionen af huset og prøve at opnå den.
Hvis du laver en fejl, skal din næste handling være at finde ud af hvordan du retter op på den og hvad du skal lære for at lægge den næste mursten bedre. Huset er ligeglad med de følelser du fik undervejs, hermed også, hvis du skulle have fået dårlig samvittighed over at have lagt en mursten forkert. Så længe du retter op på din fejl og lærer fra det, er der intet mere at forvente fra dig. Vi skal sgu kunne lave fejl.
Det er sådan vi – måske – lærer mest effektivt. At lave en fejl skal ses som intet mindre end en mulighed for at lære. Ikke som en ugyldiggørelse af hvem du er. Husk på, at huset er ligeglad med hvem du er.
Med det eksempel, kan det godt lyde som om, at jeg tager afstand fra en meget selvfokuseret selvhjælp, som handler om hvilken identitet man har og søger. Det er egentlig også meningen. Jeg tror hverken, det er produktivt eller sundt for hvert individ at have så meget fokus på sig selv. Det jeg foreslår, er en levemåde, som vil tvinge dit fokus væk fra dig selv og ud i verden. En levemåde, hvor du kommer til at føle dig som en del af noget større – fordi det er du. Ved at leve ved denne levemåde, vil du begynde at se verden som den er og ikke som, hvad den betyder for dig.
Ideen er stadig under konstruktion
Herfra vil jeg gerne slippe jer og opfordre til den videre diskussion – jeg er i hvert fald ikke færdig med dette emne. Så jeg vil slutte af med at give afsættet til at vi kan tage diskussion videre. Det er vigtigt at anerkende, at et vist niveau af selvkritik/vurdering er vigtigt. Denne tekst udfordrer bare hvor meget af det som sker i hverdagen, egentlig bør lægge op til selvkritik/vurdering.
Jeg tror, at alt for meget gør det, og til et punkt, hvor det hverken er godt for den verden vi lever i eller os selv – en lose-lose situation. Denne tekst argumenterer for, at det eneste der bør lægge op til selvkritik/vurdering er, hvis det hjælper med ens mission. Det er måske heller ikke den rette balance. Måske behøver man ikke hele tiden at tænke på ens mission og dermed være okay gå på opdagelse i sig selv fra tid til anden. Det er herfra jeg slipper jer.
Note fra Gulliver
Det er ikke en levemåde, man kan implementere fra den ene dag til den anden. Det kræver træning og tilvænning at blive overbevist om at sine evner kan forbedres, og det samme kræver det at skrue ned for ens ego. Den praktiske del af det skal ikke overses.
Dette indlæg er første gang udgivet på hjemmesiden: Gulliver Coaching | gulliver.dk
